Levring Efterskole marcherede i kampen mod ensomhed

Profilbillede
dato

10. F. fra Levring Efterskole i Kjellerup har tidligere på året arbejdet med emnet ‘Ensomhed’, og hertil iførte de sig for nylig både regnjakker og godt humør, mens de påmønstrede sig Patrick Cakirlis march mod ensomhed. 

Patrick Cakirli har marcheret, og gør det stadig, i mod ensomhed. Det gør han fra uge 33 til uge 40 i håbet om at sætte et større nationalt fokus på ensomhed som værende en både sundheds- og samfundsfaglig udfordring. Han vandrer hele 16000 kilometer, mellem Nexø og Esbjerg, på sin march. Konceptet med marchen er, at Patrick kun vandrer, når han har nogle at følges med. 

Det bakkede 10. F., fra Levring Efterskole, op om, da de mandag den 4. oktober tog bussen til Haderup for at følges med Patrick. De gjorde ham følgeskab i nogle timer i hans vandring mod Holstebro, inden de igen vendte hjem og fortsatte deres undervisning. 

Christiane Thaysen, der er dansklærer på efterskolen, synes, at det er en enormt vigtig sag og kalder konceptet for “fantastisk”. Hun var, sammen med sin klasse med på mandagens march. Hun fortæller desuden om, hvordan hun med sin klasse har arbejde med emnet ensomhed i dansklektionerne på forskellige måder, hvor de blandt andet har hørt podcasten ‘Aftenklubben’ med Patrick Cakirli - og det var i den forbindelse, at hun fik idéen til at gå sammen med Patrick: 

“Da muligheden for at gøre Patrick følgeskab opstod, synes jeg, det var helt oplagt, og der var fuld opbakning fra ledelsen. Der er så mange unge mennesker, der kæmper med forskellige ting i hverdagen. En af disse ting er ensomhed, og det er ikke noget man skal skamme sig over. Faktisk har rigtig mange unge prøvet at sidde med følelsen af ensomhed under de sidste par års nedlukning pga Corona. Selv på en efterskole med næsten 200 elever er det et emne. Det er vidt forskelligt, hvordan vi hver især håndterer det at være social. Nogle finder fællesskaber helt af sig selv. Andre skal have hjælp og et skub i den rigtige retning. Det er helt normalt. Det er blandt andet derfor, jeg synes det her budskab er så enormt vigtigt”, fortæller hun inde på Levring Efterskoles hjemmeside. 

Patrick har også snart nået sin endestation i Esbjerg. Han har undervejs også indsamlet mere end 100.000 kroner ind til sit formål, samtidig med, at han har flere hundrede følgesvende gennem sin vandring. Hans march slutter den 10. oktober.

Kilde: Redaktionen