Kjellerup Bibliotek har siden december været lukket i den selvbetjente åbningstid på grund af ballade og hærværk i aftentimerne. Gæsterne på biblioteket følte sig også utrygge ved en gruppe unge, der var på biblioteket uden for den bemandede åbningstid.
Nu åbner biblioteket igen for ubemandede timer, men det sker med en begrænset åbningstid. Fra den 1. februar vil der være åbent for selvbetjening fra klokken 17 til klokken 19 mandag, tirsdag og torsdag.
Samtidig øges dagene med bemanding på biblioteket, der vil være personale tilstede 39 lørdage, istedet for ca. 23 lørdage i løbet af 2022.
De nye åbningstider er blevet til efter et dialogmøde mellem politiet, Projekt Fælles om børn og unge, Trekløverskolen, SSP, borgerforeningen og Kjellerup Bibliotek.