Spidssnudet frø og stor vandsalamander: Det er to dyrearter, der lever i vandhuller nær Kjellerup.
Den spidssnudede frø er en strengt beskyttet art, som ikke må fanges, slås ihjel eller forstyrres. Den store vandsalamander er stadig udbredt i Danmark, men er blevet reduceret meget i antal, og derfor er den kommet på en såkaldt opmærksomhedsliste.
Nu kan de to arter glæde sig over bedre og flere vandhuller: Silkeborg Kommune har fået renset en række eksisterende vandhuller, og der er også gravet nye vandhuller til padderne i områder nær Kjellerup. Tiltagene skal sikre, at padderne kan trives og yngle, så der forhåbentlig kommer flere af de fredede padder i Kjellerups natur.
Frøer og salamandre trues, når vandhuller forurenes med for mange næringsstoffer og derfor gror til. Hvis der udsættes fisk og ænder i vandhuller, udgør det også en risiko for deres overlevelse. Hvis moser og enge afvandes, mister frøene deres livsnødvendige opholdssteder på land om sommeren.