Der er mange danskere, der gerne vil hjælpe ukrainere, der lige nu er på flugt fra den russiske invasion.
I den forbindelse opfordrer Dansk Røde Kors til, at det bedste man kan gøre, er at donere penge til hjælpeorganisationer, som skaffer nødhjælp lokalt til ukrainere.
Hjælpsomme danskere rådes også til at hjælpe herboende østeuropæere, der via egne kontakter kan sørge for, at nødhjælpen kan nå frem til de ukrainere, der er på flugt.
I Kjellerup kunne man eksempelvis donere til 22-årige Aleksandra Kister, som er fra Polen. Hun har boet 11 år i Danmark.
Aleksandra startede en indsamling i Kjellerup, da hun gerne vil hjælpe ukrainere på flugt, og hun har desuden familie tæt på grænsen til Ukraine.
I et opslag på sociale medier efterlyste Aleksandra tøj, legetøj, dyner, tæpper og lignende, og siden da er der kommet adskillige donationer til Aleksandras adresse i Kjellerup, hvor hun bor sammen med lillebror Gabriel og forældrene Aneta og Dariusz.
Nu er de indsamlede ting på vej til den ukrainske grænse, oplyser Aleksandra i et opslag på sociale medier, efter at PP Busser også har tilbudt hjælp med at køre tingene derhen.
Aleksandra kørte i denne uge også en bil, stoppet med nødhjælp, til grænsen.